Læring

(Har taget udgangspunkt i teksten Den didaktiske dimension, af Stig Broström og Mogens Hansen). 

I den kognitive psykologi skelens der mellem at have lært sig noget bestemt. En faktisk viden i form af bestemte færdigheder, eller bestemte kundskaber. Det kan f.eks. være dyr, cykler, ild, tal og så det, at have lært sig regler og metoder om, hvordan tingene fungere på hinanden med deres virkninger.Vi som menneske har en faktisk viden om ild, og en procedureviden om hvad der kan brænde, hvordan man skal omgås når der er ild tilstede og hvilke farer eller fordele det indebære.

En lidt anden skelen er mellem viden i form af færdigheder og begrebslig. Det betyder symbolsk viden. Det meste af det vi lære som praktiske færdigheder er f. eks at svømme, at løbe på rulleskøjter eller køre bil. Det er viden uden ord, og derfor kaldes ofte for tavs viden i modsætning til symbolsk viden. Symbolsk viden er, viden af tegn og symboler. Det kan f.eks. være verbale sprogs ord, billedsymboler og matematikkens symboler der kan indgå i samtale mennesker imellem.

 Den engelske filosof Gilbert Ryle, har påpeget betydningen af at skelne mellem de to former for læring på engelsk knowing that og knowing how.

Som pædagog og lærer, når de er sammen med børn over en længere periode f.eks. gennem hele deres børnehave tid, eller følger dem i børnehaveklassen og gennem resten af indskolings tiden, observere man løbende det enkelte barns forandringer. Man ser at barnet nu magter et socialt samvær, f.eks hvor barnet følger reglerne i en leg. Det kunne tidligere udbryde en konflikt med kammeraterne. Man ser også en glæde og stolthed hos barnet, når den selv kan noget og aktivt anvender nye kundskaber eller nye færdigheder.
Der er forskellige meninger om dette, nogle vil sige det er pædagogen eller læreren der har lært barnet det nye. Hvor der er andre der vil sige, at barnet aktivt har draget nytte af skolens eller børnehavens tilbud og udfordringer, hvor igennem barnet selv har lært sig det nye. 

Børn lære dog på forskellige måder. Det betyder for det første, at det enkelte barn har sin egen læringsstil, dvs. foretrækker visse måder at lære på. F.eks. nogle børn er mere auditive (lære ved at høre) hvor andre er mere visuelle (lære ved at se). Tilsvarende fortrækker nogle børn i skolen eller i børnehaven at understøtte deres egen læring ved at være motorisk mobile, mens andre trives ved at sidde "pænt" på stolen ved deres plads. Foruden den individuelle læringsstil kan der opstilles forskellige læringstyper eller læringsformer. Mest fremherskende (og udskældt)  er formentlig læring via direkte formidling, altså den forestilling at pædagogen og læreren via undervisning kan formidle kundskaber og færdigheder, normer og holdninger til barnet. 

Udover at lære ved at respondere på voksnes henvendelser, lærer børn også ved selv at være aktive.
Der er tre niveauer om børns selv aktive virksomheder:
1. Det kulturelle niveau (fokus på børns almene uformelle deltagelse i hverdagslivet)
2. Det sociale niveau (fokus på børns deltagelse i det sociale samspil)
3. Det individuelle niveau (fokus på det enkelte barns måde at tilegne sig nyt på og betegnes læring via deltagelse)